Der findes rigtig mange måder at rejse på i USA, men intet slår at kører igennem USA i bil. Et af de bedste steder at opleve i bil er Californien. Her kan man på bare 14 – 20 dage opleve en masse af de attraktioner man ellers kun læser om. En bilferie i Californien kunne se sådan ud:
Start evt. i Los Angeles og brug nogle dage på at opleve Hollywood, Beverly Hills, Santa Monica og Venice Beach. Los Angeles er en fantastisk by, så længe man er i bil. Deres offentlige transport er nærmest ikke eksisterende, og det bliver hurtigt en dyr ferie, hvis man skal tage taxi alle steder.
Fra Los Angeles kan man køre videre mod Las Vegas. Her kommer man igennem noget af den ørkenlignende natur man kender fra film. Køreturen der vare ca. 5 timer er i sig selv en kæmpe oplevelse, men den bliver helt klart toppet når, først man kommer til Las Vegas. Las Vegas er alt det man tror og meget meget mere. Byen der aldrig sover, har rigtig meget at byde på også hvis ikke man gider bruge sin tid på spilleborene. Man må ikke snyde sig selv for en tur op og ned af ”The Strip” eller for et af de mange shows Las Vegas er kendt for. Las Vegas ligger rent faktisk i Nevada, men det er stadig et must på en Californien rejse.
Efter nogle dage i Las Vegas, går turen videre til Grand Canyon, hvor du kan opleve verdens flotteste udsigt. Ud over det imponerende syn, kan man vælge at gå en tur ned i de kæmpe kløfter, men husk nu at du skal op igen…
Efter en enkelt dag i Grand Canyon, går turen videre til Death Valley, hvor man kan tage en overnatning for at korte køreturen ned til vores næst mål, Yosemite nationalpark. Yosemite er en imponerende samling af skov, bjerge og søer. Specielt er parken kendt for Mirror Lake og deres kæmpe træer.
Fra Yosemite kører man videre mod San Francisco. På køreturen mellem Yosemite og San Francisco, kører man igennem et kæmpe skovområde og igen får man virkelig meget ud af selve køreturen. Hvis man vil få mest ud af sit ophold i San Francisco, så skal man bo ved fisherman’s wharf, her sker der altid en masse. San Francisco har ikke de store attraktioner, men hele byen er i sig selv en kæmpe oplevelse og den opleves bedst i sporvogn.
Fra San Francisco kan man vælge at flyve tilbage mod Danmark, eller man kan vælge at køre via den verdensberømte Highway 1 langs vandet tilbage til Los Angeles og tage hjem derfra. Hvis man gerne vil opleve Highway 1, så skal man gøre det fra San Francisco mos Los Angeles og ikke omvendt, da man på denne måde kommer til at køre ud mod vandet.